Jeg
får lyst til at rejse mig op og skrige, når jeg sidder her. For der sker intet
lige nu. Forstanderen taler monotont om krigen i Ukraine, og mit højre ben
tripper mod det grønne gulvtæppe. En af de andre bemærker det, ham med de lysegrønne
øjne, og jeg stopper, fordi han synes måske, at det er forstyrrende. Mine øjne
scanner rummet efter noget nyt, forsøger at finde en ny detalje ved det falmede
vægmaleri på salens bagvæg. Men det er der bare stadig, og jeg er her også bare
stadig. Vi klapper pludseligt, oplægget er ovre. Jeg stiller den blomsterprydede
sangbog på plads og støder ind i Alfred, der kigger afventende på mig. Han kan
ret godt lide mig, så jeg bliver nødt til at sige noget sjovt, men det bliver
ikke så sjovt. Han griner alligevel, nok mest af venlighed. Hans øjne grinte
hvert fald ikke med. Hende den kønne går forbi, og vores øjne mødes. Men jeg
når ikke at formulere et hej, før hun er væk. Jeg lægger mig ind i min seng for
at slappe af, men det giver mig egentlig bare hovedpine. Så jeg prøver at sove,
mens jeg hører musik for ligesom at overdøve sindet, men det virker ikke, for
hovedpinen bliver kun værre. Og jeg drømmer, mens jeg er vågen, ser min mor og
min søster på vores rækkehusvej, og vi kører bil, eller jeg kører bil, selvom
jeg ikke har kørekort. Men jeg sover ikke, for jeg kan stadig høre Cocteau
Twins synge i mine høretelefoner, og jeg kunne nok egentlig godt bevæge mig,
men samtidig kan jeg ikke. Jeg er sådan lidt paralyseret på en underlig måde,
og jeg kan ikke rigtigt mærke mine fødder, de er væk. Samtidig med at jeg
stadig kører den bil der forbi de endeløse røde mursten og nyklippede hække. I
nat drømte jeg, at Peter fra mit hus havde boet i Ukraine, da krigen startede,
og så havde han fortalt om, hvordan han havde været soldat og gravet miner ned ved
hans hjemby. Til sidst måtte han flygte fra byen og kom til Danmark og her på
højskolen. Døren åbner og river mig ud, Haakon kommer ind. ”Var det godt til
musik” udbryder min sociale autopilot, mens jeg fortsat tænker på, hvordan jeg
havde trøstet Peter i den drøm der. Lagt en hånd på hans skulder og fortalt ham,
at det nok skulle gå. ”Armen det lyder da nice” svarer jeg Haakon, selvom jeg
kun hørte noget med at de sang. Jeg kan se på Haakon, at han har spurgt mig om
noget, så jeg spørger om, han ikke lige kan gentage det. Han står lænet op ad
egetræstrappen, der fører op til hemsen, og ligner en, der er klar til en lang
samtale, men det er jeg overhovedet ikke. Han spurgte bare om, hvordan det var
til Skriv. Jeg svarer sådan lidt sporadisk, uden jeg helt hører, hvad jeg siger,
håber det afslutter samtalen. Vi taler lidt om, at Gustav er hjemme, mens han
tager en chokoladekiks fra sit skab. Han har lagt dem på øverste hylde, så
håber han, at han spiser færre af dem, havde han fortalt forleden. Jeg kan ikke
lade være med at bemærke, hvor mange krummer ender på gulvet. Min alarm ringer
pludseligt, og jeg må skynde mig. Mødet er allerede i gang, og jeg klemmer mig ned
i hjørnet i den altomsluttende lædersofa, sådan en man kan synke ned i og
forsvinde i. Den tisgule glødepære, der hænger ensomt over os, belyser det
lille sofabord og mødet. Jeg har glemt kuglepen så bliver nødt til at spørge en
pige, hvis navn jeg har glemt, om jeg kan låne en. Hun svarer, at den må jeg
godt låne igen, og giver mig et drilsk blik. Sådan lidt ”haha, du er glemsom”-agtigt,
men jeg gider ikke at sige noget til det. De andre taler om hvilken musik, der
skal spille i aften, og hvor floor skal være. På deres væg hænger et stort
regnbue flag og ved siden af et spil stripdart, hvor man ligesom skal tage det
stykke tøj af, som man rammer med darten. Eller det er nok modstanderen, som
skal tage det af, for ellers ville man jo bare misse med vilje. Der er laktose
i aftensmaden igen i dag, og jeg tror lidt, jeg er intolerant. Men man skal
have en lægeerklæring for at få laktosefrit. En gang fangede en af kokkene, ham
der egentlig er sød, men også ret stringent, mig i at tage noget laktosefrit og
fortalte mig det. Siden har jeg ikke turde at tage det laktosefrie, så min mave
har boblet en del. Og det er altså akavet, når man så sidder ved siden af en
sød pige, og man bare virkelig ikke kan holde det inde. Jeg sidder ved et godt bord,
samtalen flyder, og jeg vil være med i dem alle. Og jeg er med i dem alle, for
jeg sidder ved midten af bordet og taler skiftevis med højre og venstre side af
bordet. Der er ret trangt på og omkring bordet. Man bliver nødt til at sidde
med albuerne tæt op ad kroppen, ligesom man skulle gøre hjemme hos farfar. Den
lille mand, altid iklædt en blodrød sweater, sendte sure blikke hver gang, man
havde albuerne for langt ude. Og dødsblikket når man havde albuerne på bordet. Jeg
taler med Karla om musik. Hun spreder altid glæde omkring sig som en uendelig
mælkebøtte, der giver et stykke af sig selv videre til alle. Men på en god ikke
ukrudtsagtig måde. Og jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg når knap nok at
åbne døren, før Haakon stikker mig en øl i hånden. Jeg sætter musik på højtaleren,
og jeg får sådan en trang til at danse. Så jeg begynder at bevæge mig til
musikken, mens jeg fortsætter samtalen med Haakon. Han ligger i sin seng og
kigger ud gennem den store glasdør, ud i aftenmørket hvor man lige kan ane den
hvide forfaldne bro, der fører over åen. Han vipper med fødderne til musikken,
mens vi taler om festen i aften. Tjalfe kommer ind fra det andet værelse og
drikker med, han har to hjemmerullede smøger; en i huen og en bag øret. Han har
sine jongleringsbolde med. Vi bliver ved med at ramme ind i hinanden, og alle
boldene ryger til jorden. Vi tager shots i stuen, og jeg spilder på mine
bukser, men det er ligegyldigt. Vi taler højere og højere, forsøger at overdøve
musikken. Og vi griner, alt jeg siger er sjovt, og jeg har en øl i hånden, som
jeg ikke ved, hvordan jeg fik. En IPA, der ser dyr ud. Jeg spinner diskokuglen
rundt, ser hvordan de små prikker bliver trukket til streger som i Star Wars, når
de rejser hurtigere end lysets hastighed. Og jeg danser med lukkede øjne, mærker
musikken. Kortvarigt falder stemningen, da en flaskeøl rammer gulvet. Jeg ser
diskolysglimtene i glasskårene. Udenfor står rygerne, og jeg er der også,
forsøger ikke at indånde for meget af røgen. Med blå kridt har de tegnet en
rygezone på asfalten, for skolen fjernede rygeskurene for en årrække tilbage.
Det havde været ekskluderende, havde en lærer fortalt os. Fra afstand ligner de
pingviner i den lille kridtindrammede zone. I spisesalen står jeg med Vincent
og leder efter natmad. Der er intet tilbage ud over råkost og chilisovs. Vi
hælder chilisovs ud over to kæmpe portioner. Hver bid drypper med chilisovs, og
der ligger dråber af det ud over hele metalbordet. Min mund brænder. Han
spilder sovs på sin læderjakke. Ude i gården klatrer en af lærernes
kattekilling op ad mig. Jeg kan mærke den spinde mod min brystkasse. Emilie tager
et billede af mig med katten. Tjalfe rækker mig et shot, og vi er ovre og
stjæle en plakat fra vores nabohus. Jeg har et plastikglas med noget, der
ligner hvidvin i. Jeg møder Boa og Leah, og vi danser på mit værelse, holder
mini-floor. Min lille højtaler skruer jeg op til max. De har strobelys her, jeg
ser alt i slowmotion og blinker og folk forsvinder, erstattes af andre. Jeg
mærker alle omkring mig. Vi er en fælles bølge af energi, jeg danser som bølgen
dikterer. Jeg pisser på kors med Haakon ude på højen. Jeg vælter på vejen
tilbage, ligger i græsset og ser de snurrende stjerner, før Haakon rækker en
hånd ud. Jeg har et nyt glas i hånden, sidder i en sofa og synker ned. Der er
en pude med Nicolas Cage på, og jeg samtaler, men det går langsomt. Som om lydbølgerne
bevæger sig gennem honning. Mine blink varer længere, og jeg er vågen tror jeg.
Men jeg er også hjemme, går rundt i byen, der er ikke nogen. Alle husene er
tomme, og det er sommervejr, så det gør ikke noget. Jeg klatrer i et træ ved
min folkeskole, tager et æble. Det er råddent, når jeg tager en bid, så jeg
kaster det mod et vindue. Det splintres, men helt lydløst og jeg ser min far på
den anden side af græsset ovre ved sportshallen. Men når jeg går mod ham,
kommer han længere væk, græsset er et slags løbebånd. Og nu begynder den
hovedpine at komme igen, så jeg sætter mig op i sengen i stedet for at ligge
ned. Overvejer om jeg skal sætte mig over på stolen, fordi så får jeg også lidt
bedre kropsholdning, for min ryg er lidt skæv. Det sagde en fysioterapeut til
mig engang. Og siden har jeg været lidt bange for at tage til lægen eller
fysioterapeut. Jeg sætter mig over på stolen og kniber øjnene sammen, da jeg
kigger ud ad vinduet. Lyset er overvældende. Taler lidt med Haakon, som også lige
er vågnet. Jeg ved ikke, hvor meget ADHD jeg har, og om det egentlig sådan kan
måles, for nogle gange føles det nærmest som om, jeg ikke har det. Andre gange
er jeg så langt nede i min bevidsthedsstrøm, at jeg ikke kan holde fast i en eneste
tanke.
