Mangler noget, plejede at have det, leder uden nogensinde at finde.
Skraldespande, ryger halvrøgne skodder, aske.
Støv.
På gaden.
Og død.
Overflodstiden er ovre og det min skyld, mit overskud på konto og energi blev til glasskår og Blod, Blod på mine eller dine hænder?
Kan du stadig huske da vi mødtes?
Forstår ej længere min funktion i systemet.
Er jeg her blot så andre ka’ mærke at de har det godt?
Se ej mærk.
Min frygt for personer fra gammel tid skal se mig.
Gemmer mig i gadernes skygger.
Men jeg allerede usynlig.
Sidst var dame med frakke der gav kaffe.
Forgud mig sagde hun til mig uden helt at forst hvad det betød. Gud gud gud altså hvad skal man dog bruge det til? Gud er en mærkelig størrelse, en vejviser Som ofte leder de rigtige veje men også oftepå afveje. Ned af veje som ike passer til dig. Å ivl jeg lede hende p å afveje? eller vil jeg oprigtigt forgude hende. Kærlighed,. Cykelhjelm, ned over øjnene passer på, jeg ikke falder men samtidig frygter jeg det ikke. At falde, det er at mærke noget . at vågne op fra vores sensoriske himmelverden.mærke jorden oog kulden, og det stikkende. Sand i munden og en frygt for bakterier. Gud er skiftet ud med kapitalen. Kapitlet slutter forhåbentlig ikke for hvad så? Hvad så? Ny bog? Eller et fald? For faldet er blot det man gør det til.
Hvem?
Ser?
Mig?
Usynlig indtil jeg det eneste du kan se.
Indtil jeg bryder gennem konformitetens bobel.
Jeg fatter kun nutiden.
Verdenen der var, er borte, minderne også snart.
Mor og Far.
Kernefamilie i henfald.
Tomme flasker.
Knust i drømmenes land.
Min længsel er for fortiden.
Med dig.
Med drømmene i flaskernes verden.
Noget skal bedøve.
Bedøve.
Bedøve.
Engang melatonin.
Nu, bænke og tæppe. Min lugt fra herbergerne.
Forbudt er jeg.
Forbudt.
Forbudt.
Alt pga. dig.
No comments:
Post a Comment