”Viva la revolucíon, mand” siger Kasper med et
glimt i øjet og et smil på læben. ”Men altså jeg mener det faktisk, alt det der
med at frigøres fra mit jeg” svarer han, og gør samtalen seriøs igen. ”Men
altså det er jo ogs’ en fucking nice ide, alt det med kun at eksistere for
noget og det er en vildt fed tekst” siger Kasper og roder lidt rundt i sin lidt
for lange mullet. Kasper skuer kortvarigt ud ad vinduet før han fortsætter: ”Men
altså det er jo ogs’ lidt sjovt at du så skriver så meget om jeg’et, når det er
det du vil befries fra.” ”Det er man jo lidt nødt til at gøre før man kan adskille
sig selv fra det” siger han roligt og hurtigt, selvom han egentlig tænker, at det var lidt
irriterende sagt. Han siger farvel til Kasper og lægger sin computer og tekst
ned i rygsækken. ”Håber de andre ogs’ kommer til næste oplæsning” siger han
afsluttende og vinker til Kasper, mens han går ned ad trappen til bibliotekets hovedindgang.
Der er noget ensomt i, kun at eksistere for nogen eller noget i denne tid
tænker han på. Siden han skrev teksten for et par uger siden, har han forsøgt
at efterleve det. Han træder bevidst i vandpytterne med de gamle gennemjokkede
sneakers, på gåturen hjem der føles så grå og farveløs i januar. Forbi søen med
de nøgne træer og mudderpøle går han. Han føler en manglende anerkendelse, når
han går der, og smiler til de hastigt forbipasserende mennesker, der en gang i
mellem giver et høfligt smil igen. Samtidigt forstår han, at det jo igen sætter
fokus på jeget at tænke på anerkendelse. Så han ignorerer den snigende uro, han
føler om hjertet og går videre.
Han støder ind i en ven fra gammel tid, Clara,
på en af de parcelhusveje, der plejede at være gymnasiefester i. Efter lidt smalltalk,
spørger hun hvad han laver nu. ”Jeg er vikar i vores gamle SFO, og så skriver
jeg en del ogs’” svarer han, selvom det egentlig er flere uger siden han sidst
fik en vagt. ”Nåh, spændende er det noget du har planer om at udgive på et
tidspunkt så?” spørger hun. Han har lyst til at svare, at han mest bare skriver
for sig selv, men det giver jo ikke så meget mening, når han tænker på sit
projekt. ”Egentlig mest bare for at lave noget kreativt” svarer han og forsøger
at afvige samtalen. ”Nåh, men skal du så i gang med noget snart eller…?” spørger
hun. Han mener egentlig at han har gang i meget, selvom det ikke er ting der
kan skrives på CV’et. ”Nej, egentlig ikke,
jeg har ikke travlt.” svarer han. Han spørger ind til hvad hun laver, selvom
han allerede ved, at hun er på andet år af medicinstudiet. ”Nåh, det var godt
at se dig igen, jeg skal nå et tog” siger hun og giver et farvelkram, der kortvarigt
efterlader hans jakke med en kraftig duft af hendes parfume. Lyden af hendes højhælede
sko fortager sig jo længere de kommer fra hinanden. Indtil han til sidst ikke
kan høre skoene. Det efterlader ham i fuldkommen stilhed, der midt på
parcelvejen.
Januar er den mest døde måned for ham. Naturen
venter stadig på de første solstråler, og livet på rækkehusvejen [FIND EN FED MÅDE AT SIGE DØD PÅ].
Han nøjes mest med livet i sit hus, kattenes spinden og moderen der altid er
træt efter en lang dag på arbejdet. I hverdagene er der for travlt til at lave
andet end arbejde på rækkehusvejen, og i weekenderne skal der samles kræfter
til næste uge. Optimismen han havde i starten af projektet, er ved at være
opbrugt. Der i sofaen, med katten spindende ved hans side, funderer han over om
det bare er januars gråhed, eller om han virkelig burde flytte ud. Men hvorhen
ved han ikke, for han kan ikke komme på et sted i Danmark, hvor det ikke er
sådan her. Så for nu laver han en kop te og vasker gulvet i køkkenet. Det ved
han at hans mor vil sætte pris på.
No comments:
Post a Comment