Tog

 

Vi sidder på toget. Alle dem der skal ud, ud af deres eget lille myrehjem, ud i den store myretue. Der lugter i kupeen, en hjemløs mand, sovende, sidder i hjørnet, om ham står to tomme DP-flaskeøl. Han snorker, og trods hans upolerede udseende ser han fredfyldt ud. Tre pladser ved siden af sidder en kvinde med botox i læberne og insektsbenlignende øjenvipper. Hun skæver til den snorkende mand og rykker sig endnu en plads, længere væk fra ham. Medpassagererne skænker hende kortvarigt et blik, før de igen lader blikket vandre ned til deres telefon. Der er tre pladsers mellemrum til hver side af manden. Flere står op, de nægter at dele deres tilværelse med den sovende mand. Det ulmer af stress i den stille kupe. Fælles om at være alene er vi alle. En togkontrollør kommer ind i toget ved Nørreport. Hun prøver forgæves at vække den fredfyldte mand, og da han endelig vågner, kigger han på hende med et drømmende, barnligt blik. Togkontrolløren, tydeligvis stresset, er ved at vælte da toget begynder sin acceleration mod Østerport. Hun tager en radio op, og beskriver kynisk situationen til togføreren. Hun står lidt akavet mens hun venter på at komme til næste stop. Telefonen støtter hun sig til. “Østerport” siger den kvindelige stemme velkendt. Et par minutter holder vi stille, mens kontrolløren venter på at nogen kommer og hjælper hende af med den zenfyldte mand. Endelig kommer en vagt og slæber manden ud, der modvilligt trækkes væk fra sædets komfort. Efter vores medmenneske blev smidt af, forbedres stemningen. Hans plads overtages af Emil, en gammel bekendt. Sidst vi mødtes, var i Kvickly. Eller vi mødtes ikke, for vi gav kun et forbigående blik til hinanden. For vi er ikke bekendte længere, selvom vi i mange år gik på samme skole.  “Please keep an eye on your belongings and remember to take them with you when you leave the train” siger togdamestemmen. Kupeen er ved at være fyldt. Fyldt med grå blikke og stressede sind. Alle på vej mod noget. Ingen ænser hinanden så meget som et blik. Med mindre, at man stikker ud. Så kigger alle jantelovsagtigt på en. Men hvis du spurgte dem, var det jo overhovedet ikke dømmende ment. På Gentofte stiger Emil af, på perronen står en pige som han krammer og giver et kys. Vi suser videre og jo længere væk fra københavn vi kommer, jo mere tynder det ud i menneskemængden. Kvinden med botoxlæberne står af på Jægersborg. Hendes læderstøvlers rytmiske lyde er det eneste der fylder den stilsindige kupe. Udover en pige hvis airpods er skruede højt nok op, til at alle kan høre tiktoklydene. Hun scroller og scroller. Scroller efter mening. Vi giver alle en del af vores tid, når vi sidder her med hinanden. Klaus, onkel Klaus, sidder i en af de andre kupeer. Han skal til frokost hos os, han sidder krumbøjet og stirrer intenst på sin skærm. Han venter på at nogen kommer og fortæller hvad han skal gøre. Men for nu arbejder han sit fabriksarbejde, og venter på pensionen og graven. Nogle tryghedsvagter går rundt. Sørger for at alle er trygge, og er klar til at smide alle afstikkere ud. Vi kører forbi biblioteket, Lyngby bibliotek der hvor vi altid var da vi voksede op. “Sorgenfri” siger togdamen. Vi er en del der står af. Onkel Klaus står også af. På perronen giver vi hinanden et forceret håndtryk og går mod julefrokostmaratonet der venter os. Vi taler om vejret på vejen derhen, hvor varm en vinter det har været.