Tog

 

Vi sidder på toget. Alle dem der skal ud, ud af deres eget lille myrehjem, ud i den store myretue. Der lugter i kupeen, en hjemløs mand, sovende, sidder i hjørnet, om ham står to tomme DP-flaskeøl. Han snorker, og trods hans upolerede udseende ser han fredfyldt ud. Tre pladser ved siden af sidder en kvinde med botox i læberne og insektsbenlignende øjenvipper. Hun skæver til den snorkende mand og rykker sig endnu en plads, længere væk fra ham. Medpassagererne skænker hende kortvarigt et blik, før de igen lader blikket vandre ned til deres telefon. Der er tre pladsers mellemrum til hver side af manden. Flere står op, de nægter at dele deres tilværelse med den sovende mand. Det ulmer af stress i den stille kupe. Fælles om at være alene er vi alle. En togkontrollør kommer ind i toget ved Nørreport. Hun prøver forgæves at vække den fredfyldte mand, og da han endelig vågner, kigger han på hende med et drømmende, barnligt blik. Togkontrolløren, tydeligvis stresset, er ved at vælte da toget begynder sin acceleration mod Østerport. Hun tager en radio op, og beskriver kynisk situationen til togføreren. Hun står lidt akavet mens hun venter på at komme til næste stop. Telefonen støtter hun sig til. “Østerport” siger den kvindelige stemme velkendt. Et par minutter holder vi stille, mens kontrolløren venter på at nogen kommer og hjælper hende af med den zenfyldte mand. Endelig kommer en vagt og slæber manden ud, der modvilligt trækkes væk fra sædets komfort. Efter vores medmenneske blev smidt af, forbedres stemningen. Hans plads overtages af Emil, en gammel bekendt. Sidst vi mødtes, var i Kvickly. Eller vi mødtes ikke, for vi gav kun et forbigående blik til hinanden. For vi er ikke bekendte længere, selvom vi i mange år gik på samme skole.  “Please keep an eye on your belongings and remember to take them with you when you leave the train” siger togdamestemmen. Kupeen er ved at være fyldt. Fyldt med grå blikke og stressede sind. Alle på vej mod noget. Ingen ænser hinanden så meget som et blik. Med mindre, at man stikker ud. Så kigger alle jantelovsagtigt på en. Men hvis du spurgte dem, var det jo overhovedet ikke dømmende ment. På Gentofte stiger Emil af, på perronen står en pige som han krammer og giver et kys. Vi suser videre og jo længere væk fra københavn vi kommer, jo mere tynder det ud i menneskemængden. Kvinden med botoxlæberne står af på Jægersborg. Hendes læderstøvlers rytmiske lyde er det eneste der fylder den stilsindige kupe. Udover en pige hvis airpods er skruede højt nok op, til at alle kan høre tiktoklydene. Hun scroller og scroller. Scroller efter mening. Vi giver alle en del af vores tid, når vi sidder her med hinanden. Klaus, onkel Klaus, sidder i en af de andre kupeer. Han skal til frokost hos os, han sidder krumbøjet og stirrer intenst på sin skærm. Han venter på at nogen kommer og fortæller hvad han skal gøre. Men for nu arbejder han sit fabriksarbejde, og venter på pensionen og graven. Nogle tryghedsvagter går rundt. Sørger for at alle er trygge, og er klar til at smide alle afstikkere ud. Vi kører forbi biblioteket, Lyngby bibliotek der hvor vi altid var da vi voksede op. “Sorgenfri” siger togdamen. Vi er en del der står af. Onkel Klaus står også af. På perronen giver vi hinanden et forceret håndtryk og går mod julefrokostmaratonet der venter os. Vi taler om vejret på vejen derhen, hvor varm en vinter det har været.

 

 

Kunne ikke finde på titel men uploader alligevel for det ret nice

 

”Viva la revolucíon, mand” siger Kasper med et glimt i øjet og et smil på læben. ”Men altså jeg mener det faktisk, alt det der med at frigøres fra mit jeg” svarer han, og gør samtalen seriøs igen. ”Men altså det er jo ogs’ en fucking nice ide, alt det med kun at eksistere for noget og det er en vildt fed tekst” siger Kasper og roder lidt rundt i sin lidt for lange mullet. Kasper skuer kortvarigt ud ad vinduet før han fortsætter: ”Men altså det er jo ogs’ lidt sjovt at du så skriver så meget om jeg’et, når det er det du vil befries fra.” ”Det er man jo lidt nødt til at gøre før man kan adskille sig selv fra det” siger han roligt og hurtigt, selvom han egentlig tænker, at det var lidt irriterende sagt. Han siger farvel til Kasper og lægger sin computer og tekst ned i rygsækken. ”Håber de andre ogs’ kommer til næste oplæsning” siger han afsluttende og vinker til Kasper, mens han går ned ad trappen til bibliotekets hovedindgang. Der er noget ensomt i, kun at eksistere for nogen eller noget i denne tid tænker han på. Siden han skrev teksten for et par uger siden, har han forsøgt at efterleve det. Han træder bevidst i vandpytterne med de gamle gennemjokkede sneakers, på gåturen hjem der føles så grå og farveløs i januar. Forbi søen med de nøgne træer og mudderpøle går han. Han føler en manglende anerkendelse, når han går der, og smiler til de hastigt forbipasserende mennesker, der en gang i mellem giver et høfligt smil igen. Samtidigt forstår han, at det jo igen sætter fokus på jeget at tænke på anerkendelse. Så han ignorerer den snigende uro, han føler om hjertet og går videre.

 

Han støder ind i en ven fra gammel tid, Clara, på en af de parcelhusveje, der plejede at være gymnasiefester i. Efter lidt smalltalk, spørger hun hvad han laver nu. ”Jeg er vikar i vores gamle SFO, og så skriver jeg en del ogs’” svarer han, selvom det egentlig er flere uger siden han sidst fik en vagt. ”Nåh, spændende er det noget du har planer om at udgive på et tidspunkt så?” spørger hun. Han har lyst til at svare, at han mest bare skriver for sig selv, men det giver jo ikke så meget mening, når han tænker på sit projekt. ”Egentlig mest bare for at lave noget kreativt” svarer han og forsøger at afvige samtalen. ”Nåh, men skal du så i gang med noget snart eller…?” spørger hun. Han mener egentlig at han har gang i meget, selvom det ikke er ting der kan skrives på CV’et.  ”Nej, egentlig ikke, jeg har ikke travlt.” svarer han. Han spørger ind til hvad hun laver, selvom han allerede ved, at hun er på andet år af medicinstudiet. ”Nåh, det var godt at se dig igen, jeg skal nå et tog” siger hun og giver et farvelkram, der kortvarigt efterlader hans jakke med en kraftig duft af hendes parfume. Lyden af hendes højhælede sko fortager sig jo længere de kommer fra hinanden. Indtil han til sidst ikke kan høre skoene. Det efterlader ham i fuldkommen stilhed, der midt på parcelvejen.

 

Januar er den mest døde måned for ham. Naturen venter stadig på de første solstråler, og livet på rækkehusvejen [FIND EN FED MÅDE AT SIGE DØD PÅ]. Han nøjes mest med livet i sit hus, kattenes spinden og moderen der altid er træt efter en lang dag på arbejdet. I hverdagene er der for travlt til at lave andet end arbejde på rækkehusvejen, og i weekenderne skal der samles kræfter til næste uge. Optimismen han havde i starten af projektet, er ved at være opbrugt. Der i sofaen, med katten spindende ved hans side, funderer han over om det bare er januars gråhed, eller om han virkelig burde flytte ud. Men hvorhen ved han ikke, for han kan ikke komme på et sted i Danmark, hvor det ikke er sådan her. Så for nu laver han en kop te og vasker gulvet i køkkenet. Det ved han at hans mor vil sætte pris på.